Arven fra Byzans

Øystein Hjort (ed.), Arven fra Byzans. Århus: Tidsskriftet SFINX , 2010.

av Markus Bogisch

En dansksproget publikation om Byzans, der afspejler mangfoldigheden i Byzansforskningen i nutidens Danmark, har længe været et desideratum. Nu foreligger der omsider et stort og rigt illustreret pragtværk, skrevet af medlemmerne af den danske nationalkomité for byzantinske studier. Bogen udgives af forlaget Tidsskriftet SFINX, der har specialiseret sig i formidlingen af kulturen fra Middelhavsområdet i Danmark. Blandt forlagets tidligere bogudgivelser er det ambitiøse tobindsværk Arven fra Egypten, der har tjent som pejlemærke for det nu udkomne Byzansværk.

Titlen på den nye bog er således nedarvet og allerede lettere traditionsbunden. Samtidig udtrykker den dog den fælles holdning blandt medlemmerne af den danske nationalkomité for byzantinske studier, at Byzans ikke er et eksotisk levn fra en fjern fortid, men derimod et historisk og kulturelt fænomen med stor relevans for nutidens Europa, herunder Danmark. Imidlertid er det ingen hemmelighed, at Byzans har en ret lav placering på listerne over de strategiske satsningsområder inden for humanistisk forskning på de danske universiteter. Ikke alle institutledere deler nationalkomitéens syn på Byzans, og undervisningsudbuddet samt forskningen i Byzansrelaterede emner er derfor også til at overskue.

Det er redaktørernes store fortjeneste at have samlet artiklerne, som nogle af Danmarks førende byzantinister har skrevet. De 20 forfattere belyser mange aspekter af det mere end tusindårige rige mellem Europa og Asien, bl.a. Byzans’ historie og karakteristiske særtræk, møntvæsenet og silkeproduktionen, byzantinsk historieskrivning, lægekunst, byplanlægning, arkitektur, billedkunst og æstetik, kunsthåndværk, bogkunst, musik, teologi, mystik og askese, samt forskellige kulturmøder mellem Byzans og andre folkeslag, herunder de nordiske.

Artiklerne er skrevet i et letforståeligt sprog og henvender sig til den brede offentlighed, da et af bogprojektets hovedformål har været at fremme viden om og stimulere interessen for Byzans i Danmark. Af samme årsag fokuserer flere artikler på Byzans’ eftervirkninger i den nuværende europæiske kultur, som det har været med til at præge. Budskabet er, at Byzans ikke er død, men fortfarende lever i bedste velgående. I denne sammenhæng savnes dog en artikel om det byzantinske retsvæsen, der var planlagt, men som ikke nåede at komme med i publikationen.

Selv om Arven fra Byzans ikke kan sammenlignes med The Oxford Handbook for Byzantine Studies(Oxford University Press 2008), giver bogen et godt overblik over den byzantinske civilisation, rigets lange og ofte dramatiske historie samt dets alsidige, imponerende kultur.

Hovedredaktøren bag bogudgivelsen, Øystein Hjort, professor emeritus i kunsthistorie fra Københavns Universitet, står selv bag flere artikler, der på forbilledlig vis sætter læseren ind i den byzantinske kunsts univers, mens Karsten Fledelius, medredaktør og præsident for den danske komité for byzantinske studier, i bogens indledende artikel opstiller en liste over 25 kendetegn, der kan siges at karakterisere ”det særligt byzantinske.” Det er en meget didaktisk indgangsvinkel til bogen, som fortjener stor ros. Tilsammen har Hjort og Fledelius skrevet en lang artikel om Venezia og normannerne i Syditalien. Der er måske her, forbindelsen mellem Byzans og Vesteuropa bliver mest iøjnefaldende.

Men også andre artikler tematiserer forbindelsen mellem Byzans og den verden, som den nutidige læser er mere fortrolig med. Britta Johnsen stiller således skarpt på det ungarske rigsklenodie, Stefanskronen, der på flere måder er knyttet tæt til Byzans, mens Susanne Bangert åbner læserens øjne for byzantinsk kunsthåndværks meget høje kvalitet eksemplificeret ved det såkaldte Dagmarkors, Danmarks nationalsmykke. De betydningsfulde og rigt illuminerede byzantinske manuskripter, som findes i danske samlinger, præsenteres fagkyndigt af Erik Petersen. Christian Thodbergs artikel ”Fra Byzans til Luther” handler derimod om den ikke-materielle, spirituelle arv fra Byzans, som også er emnet for Klara Preben-Hansens bidrag. Christian Troelsgård redegør for den byzantinske musiks markante, men alligevel lidet kendte position i den europæiske musikhistorie.

Bogens næstsidste kapitel beskæftiger sig med tværkulturelle møder. Byzans’ glans og magt fascinerede mange andre folkeslag og ikke mindst deres politiske eliter. Det østromerske rige var simpelthen arketypen på det universelle kristne imperium, og på denne måde satte det en standard, som andre stater først måtte leve op til. Arkæolog og medredaktør Iben Skibsted Klæsøe diskuterer i denne sammenhæng forbindelserne mellem Frankerriget og Byzans i det første årtusinde e.Kr. Allerede denne artikel gør det klart, at Byzans ikke nøjedes med at yde passiv indflydelse på sine naboer; riget fremtrådte også som aktiv politisk aktør.

En af Byzans’ største udenrigspolitiske succeser nogensinde er uden tvivl missionen blandt slaverne. Den lagde grundstenen for det overvejende ortodokse Østeuropa, som vi kender det i dag. Historien om Kyrillos og Methodios, slavernes apostle og lærer, fortælles af Arne Bugge og Karsten Fledelius. Men der findes også forbindelser mellem Skandinavien og Byzans. Søren Sindbæk tager læseren med på en rejse fra Norden til ”Miklagård” via de russiske floder, og Øystein Hjort kommer med en række eksempler på byzantinsk indflydelse i Skandinavien. At der fandtes stærke bånd mellem Byzans og det Hellige Land kan næppe undre, men det gør placeringen af Karsten Fledelius’ artikel ”Byzans i Palæstina” i slutningen af dette kapitel, der af samme grund har fået den rummelige titel ”Byzans i Europa og Mellemøsten”.

Den røde tråd tages imidlertid op igen i det afsluttende kapitel, skrevet af samme forfatter. Det handler om ”Byzans efter Byzans”, dvs. de byzantinske institutioners og kulturens efterliv i Europa efter Konstantinopels fald i 1453, et fænomen, som den rumænske historiker Nicolae Iorga havde udførligt beskrevet i sin bog fra 1935. Fledelius kommer med talrige eksempler herpå: Det osmanniske Rige, Moldavien, Kreta, Venezia, Rusland og en række vesteuropæiske stater, samt Tyskland, Østrig, Grækenland, Serbien og Danmark i nyere tid. Det er spændende læsning, men den interesserede læser vil nok savne noter, som ville have gjort det muligt at fordybe sig mere i emnet.

Bogen har mange flotte farvereproduktioner og en række kort til orientering. Enkelte artikler er udstyret med temabokse, hvor et bestemt fænomen eller begreb bliver nærmere forklaret. En stor hjælp er også det kortfattede ”ordbog til byzantinsk kunst” bagerst i bogen. Disse enkle didaktiske tiltag hjælper med at åbne det byzantinske univers for den nutidige læser. Bogen, der med rette kan betegnes som et pragtværk, er en antologi (gr. ἀνθολογία) i ordets egentlige forstand: Det er en smuk og broget “blomstersamling”, som viser, at byzantinske studier ikke kun har relevans inden for det akademiske elfenbenstårn.

Pris: 450,- DKK

(Originally published on October 25, 2010)